Anfald er et af de mest almindelige neurologiske problemer hos hunde. De opstår, når hjernebarken i hjernen fungerer unormalt, men der er mange sygdomme, der kan forårsage anfald hos hunde. Nogle gange, såsom i tilfælde af idiopatisk epilepsi, er årsagen til anfaldsaktivitet ukendt eller kan være arvelig. Uanset hvad årsagen er, er det dog vigtigt for dig at vide, hvordan du identificerer et anfald hos din hund og forstår dine behandlingsmuligheder.
- 01
Hvorfor får hunde anfald?
Et anfald omtales også som en kramper eller et anfald, som er en midlertidig ufrivillig forstyrrelse af normal hjernefunktion, der i de fleste tilfælde er ledsaget af ukontrolleret muskelaktivitet.
Den mest almindelige årsag til anfald hos hunde er idiopatisk epilepsi, en arvelig tilstand, hvis nøjagtige årsag er ukendt. Andre årsager omfatter hjernetumorer, hjernetraumer, infektioner, leversygdomme, leversvigt eller en reaktion på noget giftigt.
Anfald kan forekomme når som helst på dagen eller natten, men de er hyppigst på tidspunkter med skiftende hjerneaktivitet. Dette kan omfatte, når en hund er ophidset, spiser, falder i søvn eller bare vågner. Mellem anfaldene ser de fleste hunde ud til at være helt normale.
- 02
Tre faser af et anfald
De fleste anfald forekommer i tre forskellige faser. Anfaldet vil typisk bevæge sig gennem alle tre faser, men der er ingen nøjagtig tid, som hver fase vil vare. Forstå, at hver fase er forskellig, og når fase tre er nået, er anfaldet forbi.
- Præ-iktal (eller aura) fase: En periode med ændret adfærd, hvor din hund kan virke nervøs eller forsøge at gemme sig eller finde sin ejer. Hunden kan virke rastløs og kan klynke eller ryste. Denne fase kan vare et par sekunder eller et par timer, da hunden sandsynligvis fornemmer, at noget er ved at ske.
- Ictal fase: Dette er selve anfaldet. Det kan vare fra et par sekunder til omkring fem minutter. I denne fase kan hunden miste bevidstheden eller bare synes at være fraværende. Hvis hunden oplever et fuldstændigt anfald, kendt som grand mal, kan den miste bevidstheden, vælte og muligvis bevæge sin krop og ben uberegnelig. Det er muligt, at hunden også vil tisse, få afføring, kaste op eller spyt. Hvis anfaldet fortsætter ud over fem minutter, er det kendt som et længerevarende anfald. Dette anses for at være en nødsituation, og du bør straks søge hjælp fra en læge.
- Postiktal fase: Tiden umiddelbart efter et anfald er normalt ledsaget af forvirring, desorientering, rastløshed, pacing eller endda blindhed. Dette er den fase, hvor hjernen kommer sig efter det, der lige er sket.
Anfald er uventede og kan i de fleste tilfælde ikke forhindres, dog vil nogle hunde kun anfalde i perioder med ekstrem stress, og i disse tilfælde kan udløserne nogle gange undgås. Selvom de ser traumatiske ud, er anfald ikke smertefulde for hunden. Den største skade på din hund kan skyldes skader, den pådrager sig under fald eller flagrende mod genstande i dens nærhed under anfaldet.
- 03
Hvad skal man gøre under et anfald
Lad din hund være alene under et anfald, medmindre den er et sted, hvor den kan komme til skade. Hvis du ender med at skulle flytte hunden, så træk den forsigtigt i bagbenene til et sikkert sted. Det er OK at kæle eller trøste din hund under et anfald, men hold dine hænder væk fra dens mund - anfaldet kan få hundens kæber til at klemme din hånd.
Lad din hund være alene under et anfald, medmindre den er et sted, hvor den kan komme til skade. Selvom det er fristende at løbe direkte til dyrlægen, er akut veterinærhjælp kun nødvendig, hvis hundens anfald varer i mere end fem minutter, eller hvis der sker to eller flere anfald inden for en 24-timers periode. Ellers skal du bestille tid for at få din hund tjekket ud af din dyrlæge, så snart der er ledighed.
- 04
Behandling
For bedst muligt at behandle din hunds anfald, vil din dyrlæge gerne vide om enhver anfaldshistorie. Hold styr på din hunds anfaldshistorie. Skriv oplysningerne ned, dater dem og gem dem sammen med dit kæledyrs lægejournaler. De fleste dyrlæger vil kun begynde behandling, hvis din hund har haft:
- Anfald oftere end en gang hver fjerde til sjette uge.
- Klyngeanfald (flere anfald i en 24 timers periode.)
- Grand mal-anfald, der er langvarige
Dyrlægen vil sandsynligvis behandle din hund med en antikonvulsiv medicin såsom phenobarbital eller leviteracitam (keppra). Når du først har startet din hund på en antikonvulsiv medicin, skal du fortsætte med den resten af hundens liv. Hvis det afbrydes, har hunden større risiko for anfald. Tal med din dyrlæge om alle dine muligheder, og vær klar over alle instruktioner, hvis du finder ud af, at du skal skifte til en anden medicin.
- 05
Diagnostisk proces
Fordi anfald hos hunde kan være forårsaget af mange forskellige faktorer, bliver din dyrlæge nødt til at udføre nogle diagnostiske tests, før hun kan bestemme det korrekte behandlingsforløb. Hun vil starte med din hunds komplette sygehistorie og kan fokusere på alle begivenheder, der involverer hovedtraume og/eller eksponering for giftstoffer eller hallucinogene stoffer.
Dernæst vil dyrlægen foretage en grundig fysisk undersøgelse, som ofte omfatter blod- og urinprøver og et elektrokardiogram eller EKG. Dyrlægen bruger disse tests til at udelukke medicinske problemer med hundens lever, nyrer, hjerte og elektrolyt- og blodsukkerniveauer. Hvis din hund ikke tager en månedlig forebyggende hjerteorm, vil hun sandsynligvis også teste din hund for hjerteorm.
Hvis alle testresultater er normale og ikke indikerer eksponering for gift eller traumer, kan din dyrlæge udføre yderligere tests såsom en spinalvæskeanalyse eller en CT- scanning (computertomografi ) eller MRI (magnetisk resonansbilleddannelse). CT-scanninger og MRI'er er ikke-invasive diagnostiske værktøjer, der producerer billeder af hjernen og andet indre væv.
Hvis anfaldene er lejlighedsvise og forekommer mindre end én gang hver fjerde til sjette uge, er din dyrlæge muligvis ikke så bekymret og anbefaler muligvis ikke de mere invasive eller dyre tests, medmindre anfaldene bliver hyppigere, mere alvorlige eller begge dele.
