Brug af Phenobarbital til at behandle katte for anfald

Der oftest bruges til at behandle anfald
Phenobarbital er den medicin, der oftest bruges til at behandle anfald og epilepsi hos katte.

Phenobarbital er den medicin, der oftest bruges til at behandle anfald og epilepsi hos katte. Det er en barbituratmedicin, der virker krampestillende. Som et antikonvulsivt middel bruges det til at forhindre tilbagevendende anfald. Phenobarbital virker ved at nedsætte aktiviteten i hjernecellerne (neuroner), der forårsager anfaldene.

Fordi det er et barbiturat, er phenobarbital et kontrolleret lægemiddel og kan kun fås på recept fra dit kæledyrs dyrlæge. Phenobarbital er dog let tilgængeligt og er relativt billigt.

Phenobarbital dosering

Det er også relativt nemt at måle niveauet af phenobarbital i din kats blod, hvilket gør det muligt at være sikker på, at dit kæledyr får den korrekte dosis af phenobarbital. Phenobarbital-blodniveauer bør overvåges med jævne mellemrum for at sikre, at dit kæledyr får den korrekte dosis.

Når din kat først bliver startet på phenobarbital, kan du bemærke, at dit kæledyr er ukoordineret, ustabilt på fødderne eller opfører sig, som om det er en smule beruset. Dette er en midlertidig effekt og forsvinder normalt, efterhånden som din kat tilpasser sig phenobarbital-doseringen. Hvis virkningerne er drastiske, kan din dyrlæge bede dig om at reducere dosis i det mindste midlertidigt.

Hvis phenobarbital skal seponeres
Hvis phenobarbital skal seponeres, skal det seponeres langsomt ved gradvist at reducere dosis over en periode på måneder.

Det er også meget vigtigt aldrig at gå glip af en dosis. Manglende dosis kan få dit kæledyr til at få et anfald. Prøv meget hårdt at holde en fast tidsplan. Hvis du glemmer det, så giv dosis så hurtigt som muligt. Hvis det næsten er tid til næste dosis, skal du springe den glemte dosis over og fortsætte med den almindelige tidsplan. Giv ikke kæledyret to doser på én gang.

Potentielle bivirkninger

Phenobarbital kan som al anden medicin have nogle bivirkninger. Men phenobarbital er generelt et rimeligt sikkert lægemiddel. Højere doser er mere tilbøjelige til at give alvorlige bivirkninger end lavere doser. Potentielle bivirkninger er nedsat koordination, sedation, sløvhed eller rastløshed. Disse bivirkninger er normalt midlertidige og forsvinder inden for et par uger efter start af phenobarbital.

Længerevarende tegn inkluderer en stigning i tørst, en stigning i urinvolumen og en stigning i appetit. Katte, der får phenobarbital, bør have deres vægt overvåget og bør fodres for at undgå, at en vægtstigning fører til fedme.

En mindre hyppig, men mere alvorlig potentiel bivirkning af phenobarbital er leversygdom. Katte, der modtager phenobarbital, skal have deres blod overvåget med jævne mellemrum for tegn på leversygdom. Tegn, du kan se derhjemme med leversygdom, omfatter opkastning, diarré, manglende appetit og/eller icterus (gul farve af tandkød og hud). Hvis du bemærker disse tegn hos dit kæledyr, skal du straks kontakte din dyrlæge.

Tilspidsende phenobarbital

Hvis din kat får phenobarbital, er det vigtigt ikke at stoppe medicinen pludseligt. Pludselig abstinens kan forårsage en alvorlig anfaldsepisode kendt som status epilepticus. Grundlæggende er status epilepticus et anfald, der ikke slutter. Det er en livstruende situation, der kræver øjeblikkelig dyrlægebehandling for at redde dit kæledyrs liv. Hvis phenobarbital skal seponeres, skal det seponeres langsomt ved gradvist at reducere dosis over en periode på måneder.

Hvis du har mistanke om, at dit kæledyr er sygt, skal du straks kontakte din dyrlæge. For helbredsrelaterede spørgsmål skal du altid kontakte din dyrlæge, da de har undersøgt dit kæledyr, kender kæledyrets helbredshistorie og kan give de bedste anbefalinger til dit kæledyr.
Artikel Kilder
  1. Sarah Moore, Sarah. Anfald og epilepsi hos katte. Veterinærmedicin: Forskning og rapporter, 2014, s. 41. Informa UK Limited, doi:10,2147/vmrr.s62077

  2. Muñana, Karen R. Opdatering. Veterinary Clinics Of North Europe: Small Animal Practice, vol. 43, nr. 5, 2013, s. 1127-1147. Elsevier BV, doi:10,1016/j.cvsm.2013,04.008