Slikker hundepoter: hvad er mulige årsager?

Hvis din skat bliver ved med at slikke sine hundepoter, kan årsagerne være meget forskellige. Hver hund slikker sig af og til på poterne, og det skal vi heller ikke bekymre os om. Men hvis hundepoteslikning er uforholdsmæssigt, kan det hurtigt udvikle sig til et alvorligt helbredsproblem.

Det kan være ufarligt at slikke hundepoter

Hvis hundens poter klør, vil hunden forsøge at få lindring ved at slikke eller tygge. Spyttet på den firbenede vens hud giver en behagelig kølende effekt og reducerer samtidig kløe. Den konstante slikning ødelægger hudbarrieren, efterfulgt af betændelse og generende kløe. Dette gør det muligt for bakterier og svampe let at trænge ind. Disse forårsager så yderligere forringelse, det bliver til gengæld slikket endnu mere og kan derfor ikke heles. Den egentlige underliggende sygdom, der udløste slikkestimulus, efterfølges ofte af en sekundær sygdom. En ond cirkel, så at sige.

Din hund vil bemærke, at det vil mindske kløen ved at slikke sin hunds poter. Og denne reduktion frigiver positive messenger-stoffer i hjernen, de såkaldte endorfiner. På sigt kan det at slikke sig selv – også uden kløe – udløse en lykkefølelse hos hunden. Overdreven slikkeadfærd opretholdes derefter, selvom hudtilstanden for længst kan være løst. Hunde, der keder sig ekstremt, har også en tendens til at gøre slikket til en tvangshandling.

Der er flere grunde til, at hundepoter bliver slikket

Årsagerne til en patologisk slikning eller gnaven af hundens poter er meget forskellige. Nogle gange hænger flere faktorer sammen. Her er nogle eksempler. For en præcis afklaring af årsagen bør du dog konsultere din dyrlæge.

Mider

Efterårsgræsmider

Især i sensommeren mellem juli og oktober er disse parasitter generende for vores hunde. Den voksne efterårsgræsmide (Trombicula autumnalis) generer ikke vores firbenede venner ret meget. Deres larve efterlader derimod et spytsekret på poterne, når de sutter, hvilket giver kraftig kløe hos de ramte hunde. Hundene begynder derfor at slikke.

De væsner, der tilhører arachniderne, kan påvises under mikroskop. Dyrlægen kan behandle dem godt med et passende antiparasitisk middel.

Gærsvampe

Der lever også adskillige svampe på vores hundes hud, inklusive en gær kaldet Malassezia. Dette er - ligesom miderne - helt uproblematisk for en sund hund. Men først når dyrets hudflora er alvorligt forstyrret, fx af allergi, hormonforstyrrelser eller konstant slikning, formerer svampen sig hurtigt og giver kraftig kløe. Udtalte rynker, som i Shar pei eller Mops, tilskynder også svampen til at formere sig, især på ørerne og mellem tæerne.

Til diagnose tager dyrlægen hudceller fra hundens poter med en stribe tape og kan straks tjekke dem for Malassezia med en farvningstest. En speciel medicinsk shampoo er normalt tilstrækkelig til vellykket behandling. Kommer kløen tilbage, skal den udløsende årsag søges mere intensivt, fx allergi.

Heldigvis smitter gærsvampe ikke til mennesker eller dyr.

Hudsvampe

Hudsvampe fører normalt til cirkulært hårtab og er ofte ledsaget af ubehagelig kløe. For at dyrlægen tydeligt kan identificere svampen, skabes en kultur, så der - afhængig af svampetype og væksthastighed - opnås klarhed efter 4 til 21 dage. Vigtigt for hudsvampe: De er normalt smitsomme, både for mennesker og dyr. Så tjek også de andre dyr i husstanden for et angreb og udvis en vis forsigtighed, når du behandler dem.

Dog kan hudsvampen behandles med en speciel shampoo og salve.

Fremmedlegeme

Hvis hunden altid slikker den samme pote, kan et lille fremmedlegeme også være årsagen. Måske har en kornmarke gravet under huden med sin hårde spids. En torn kan også sætte sig fast eller endda indkapslet i vævet. Hvis du ikke selv kan fjerne fremmedlegemet med en pincet eller salve, skal dyrlægen normalt kun have et lille snit, og årsagen til kløen er elimineret.

Pelsfilt

Hårene på poterne kan også blive et problem, især hos langhårede hunderacer. Det bør tjekkes jævnligt og afkortes om nødvendigt, ellers er der risiko for sammenfiltring, som så også kan give smerter og hudbetændelse. Som et resultat vil den berørte hund slikke og nappe sine poter.

Psyke

Hvis fysiske årsager er blevet udelukket af dyrlægen, kan psyken også være kausalt involveret. Især hunde, der er følsomme og har tendens til at blive nervøse, kan begynde at slikke poterne i stressede situationer – ligesom nogle mennesker begynder at tygge neglene i sådanne situationer. Det bør modvirkes med målrettet træning og adfærdsterapeutiske tiltag, da slik kan være skadeligt.