Narkotikasporingshunde - følg altid din næse
Narkotikadetektionshunde, også kendt som narkotikadetektionshunde eller rusdetektionshunde, bruges hovedsageligt af politiet og toldvæsenet, når det kommer til at finde ulovlige stoffer. Men andre sikkerhedsmyndigheder gør også brug af hundes gode næser til at lokalisere narkoskjul. Måske har du set narko-sniffer-hunde i lufthavnen, der opsnuser bagage og undret dig over, hvordan de lærte at gøre dette, og om du overhovedet kunne træne din egen hund til at være en sniffer-hund?
Det der betyder noget - grundlæggende krav
Narkotikasporingshunde hører til servicehundene og bor normalt sammen med deres servicehundefører. Der trænes primært hunde, som er tildelt servicehunderacerne. I Tyskland er disse belgiske, tyske og hollandske hyrder, Rottweiler, Airdale Terrier, Kæmpeschnauzer, Bouvier des Flandres, Doberman, Boxer og Hovawart. I mellemtiden bliver andre racer og krydsninger dog også i stigende grad trænet til at blive narko-sniffende hunde, som i udgangspunktet er velegnede, for eksempel jagthunde som Cocker spaniel eller labrador retriever. Det er vigtigt, at hunden har tilstrækkelig næseydelse, nyder at lege og kan lide at arbejde med mennesker. Derudover bør han bevæge sig sikkert i en lang række forskellige situationer: hvad enten det er på et højt diskotek, på et museum eller i et stort lager, er det vigtigt, at han koncentrerer sig om sin opgave og arbejder pålideligt. Derfor bliver han allerede introduceret til de mest forskelligartede stimuli under træningen. Han lærer forskellige overflader som gitter og presenninger at kende, samt hvordan man overvinder forhindringer eller hopper op på dem for virkelig at afsøge alt. Hvor det er meningen, at din familiehund skal opføre sig godt, forventes det, at en hund, der snuser stoffer, "går over borde og bænke" i ordets sandeste betydning. Også distraktioner som andre mennesker eller dyr, bør han ignorere dem og forblive fokuseret på sit job. EN ret udfordrende opgave!
Det afhænger af den rigtige næse – lugttræning
For at en hund kan lære, hvad den skal kigge efter, skal den gøres fortrolig med lugte. Når det drejer sig om narkotikapåvisningshunde, er disse normalt lugten af kokain, heroin, cannabis og amfetamin. Hundens legeglæde bliver brugt til træningen. Til dette er et stykke legetøj krydret med lugten af de stoffer, som hunden skal lede efter senere. Dette gøres altid på en sådan måde, at hunden aldrig kommer i direkte kontakt med stofferne, da selv små mængder af disse ville være ekstremt sundhedsfarlige for hunde eller endda dødelige!
I starten bliver der simpelthen leget intensivt med legetøjet. Da hunden nyder legen, hænger denne positive følelse også sammen med lugten af rusmidlerne. I trænerjargon kaldes denne fase "lugtkonditionering". Lidt efter lidt starter man så med, at hunden skal finde legetøjet først, inden man leger med det. For at gøre dette gemmer du den, i første omgang i simple gemmesteder, så hunden kan lære det grundlæggende princip i at søge. Senere bliver skjulestederne mere og mere tricky, og hunden må søge mere og mere omhyggeligt, indtil han finder dem. På et tidspunkt vil selve legetøjet ikke længere være skjult, men lugte prøver af de visuelle hjælpemidler. Gemmestederne ligner mere og mere rigtige narko-skjul: i kufferter eller tasker, revner i vægge, skosåler, bildæk osv.
Fundet - Hvordan siger hunden det?
Men hvordan ved hundeføreren, når hans hund har fundet noget? Det er her, annoncen kommer i spil. Displayet er en bestemt adfærd hos hunden, der viser mennesket, at han lige har fundet noget. Der skelnes mellem aktive og passive displays. En aktiv alarm er alt, hvor hunden aktivt gør noget for at henlede opmærksomheden på fundet: kradser på stedet, nusser, gøer, en bringsel, der er fastgjort til halsbåndet, osv. Aktive displays tiltrækker nogle gange meget opmærksomhed, hvilket ville være ugunstigt i nogle miljøer, fx en vildt gøende hund på et museum. Tingene kan også tage skade, hvis hunden for eksempel klør en bil. Og det kan også være farligt for hunden, hvis den forsøger at henlede hundeførerens opmærksomhed på fundet ved at stikke stofgemmer og kan opsamle rester i processen. Derfor bruger mange hundeførere nu en passiv form for underretning. Med en passiv visning forbliver hunden i en bestemt position. Dette er normalt et sæde eller et sted, hvor næsen peger i retning af lægemiddelcachen. Dette display er tydeligt genkendeligt for hundeføreren, men vækker ikke opsigt hos andre mennesker og er desuden uskadeligt for miljøet og hunden. Displayet praktiseres i første omgang adskilt fra lugttræningen og senere knyttet til at finde stofferne.
Kan nogen bare træne og føre en narkotikadetektionshund?
Nej, så let er det ikke i Tyskland! Træningen og håndteringen af en narkotikadetektionshund er, med meget få undtagelser, i hænderne på sikkerhedsmyndighederne. At beskæftige sig med vanedannende stoffer er underlagt strenge love, hvorfor privatpersoner meget hurtigt ville befinde sig i et område, hvor de kunne blive retsforfulgt eller i det mindste færdes i en stærk gråzone.
Hvis du synes, hundenes arbejde og præstation er spændende og gerne vil prøve dem af med din hund, kan du også gøre din hund til en snifferhund. Du bør dog stole på lovlige stoffer til dette. Hvad med at konditionere din hund til fx nøddelugten, og den lærer at lede efter og angive lugten af nødder? Mange hunde har det meget sjovt med så intenst næsearbejde. Spørg gerne på den hundeskole, du har tillid til. Mangetrænere tilbyder kurser i denne retning, hvor du og din hund helt sikkert kan »snuse rundt«.
