Nyreinsufficiens hos katte

Takket være nutidens pleje - både ernæringsmæssig og medicinsk - er det ikke alt for sjældent, at huskatte i menneskepleje opnår en forventet levetid på 20 år eller endnu mere.

Ikke desto mindre lider en ikke ubetydelig del af den ældre kattepopulation af overvejende kroniske sygdomme - frem for alt den såkaldte kroniske nyreinsufficiens hos katte (CRF).
I den følgende tekst vil jeg først forklare dig, hvad der egentlig gemmer sig bag dette udtryk, derefter hvordan og med hvilke midler du kan genkende det, og hvordan en lovende behandling kan se ud.

Så hvad betyder det? Nyresvigt hos katte?

Ser man nøgternt på, beskriver den en dysfunktion af organet - her nyrerne, som hvert pattedyr har to stykker af.
Nyrernes hovedfunktion er afgiftning af enhver organisme. Man skal forestille sig, at der på ethvert tidspunkt af livet ophobes affaldsstoffer i kroppens kredsløb. For at forhindre, at dette 'affald' ophobes i kroppen, er nyrerne integreret i alle blodbaner. De fungerer som et rigtigt filter - ligner et fiskenet. Stoffer, der ville være giftige for organismen på længere sigt (her taler vi om såkaldte 'urinstoffer') filtreres ud af blodbanen og midlertidigt opbevaret sammen med vand i urinblæren - hvis den er tilstrækkelig fyldt, tømmes den ud.

Samtidig er det vigtigt at holde vigtige stoffer (frem for alt de vitale proteiner) i blodbanen og beskytte dem mod at blive filtreret fra.
Nyrerne har naturligvis også andre 'sekundære opgaver', som for eksempel omfatter produktionen af det bloddannende hormon erythropoietin (almindeligvis kendt som EPO). Den blev berømt for årtiers dopingmisbrug i professionel sport. Anvendes især i cykling for at øge præstationen, fordi det fører til en markant forbedret ilttransport i blodet. Vedvarer manglen derimod, fører nyresvigt normalt til mere eller mindre udtalt anæmi [anæmi].

Disse og andre funktioner forstyrres i tilfælde af nyreinsufficiens. Afhængig af graden af lidelsen eller svækkelsen af den enkelte funktion kan patienter udvise forskellige symptomer, der begrunder mistanke.

Hvad er symptomerne på nyresvigt hos katte?

Langt det mest almindelige symptom, som ramte patienter præsenteres for i praksiskonsultationen, er et for det meste markant øget væskeindtag - samtidig udledes der store mængder vand. Gennem denne refleksmekanisme forsøger organismen at fortynde de ophobede affaldsstoffer gennem massiv skylning og samtidig skylle dem ud via de svækkede nyrer – tro modtoet 'meget hjælper meget'... det er desværre ikke tilfældet.

Dette nøglesymptom kan iagttages ganske imponerende hos indekatte - hvordan de drikker store mængder vand, svarende til en flowvarmer, og så udskiller det igen kort efter.
Hos udekatte går dette symptom derimod ofte ubemærket hen i lang tid. Dette kan muligvis føre til en dårligere prognose, da behandlingen måske først påbegyndes senere.

Mange nyrepatienter taber sig meget hurtigt og viser en pjusket, usoigneret pels. De virker ofte magtesløse og trækker sig tilbage.
Hvis urinstofferne ophobes i kroppen i fremskredne stadier, aflejres de forholdsmæssigt i alle slimhinder – fx i mund- og svælgområdet.
Man kan lugte disse aflejringer meget tydeligt - det er ikke råddent som f.eks. ved tandproblemer, men direkte skarpt og lugter af urinstof og ammoniak - altså som urin.
Af denne grund føler de ramte patienter på dette stadie sig virkelig 'syge' - det er også grunden til, at nyrepatienter ofte har så lidt appetit og kaster også op væsentligt oftere - hvad enten det er med fuld eller tom mave.

Min kat har nyresvigt. Hvad nu?

Hvis der er en tilsvarende foreløbig rapport med passende symptomer (selvom kun delvist), er yderligere diagnostik den foretrukne metode. Den består af en blodprøve og eventuelt en ekstra blodtryksmåling.
Ved undersøgelse af blodparametrene er der fokus på måling af urinstofferne – hvis de er for høje, kan der drages konklusioner ud fra dem og eventuelt laves en forsigtig prognose.
Ved en nyreprofil svarer den såkaldte SDMA til den tidlige detektionsværdi, som normalt rykker ud af referenceområdet tidligere, end parametrene 'urea' og 'creatinin', som har været etableret i årtier, viser.

Fosfatværdien bidrager også til prognosen, da det på den ene side også skal udskilles i urinen og på den anden side bidrager væsentligt til udviklingen af kvalme, hvis koncentrationen er passende.
Med den såkaldte UPC-værdi kan en urinprøve bruges til at bestemme, hvor meget protein der går tabt gennem nyrerne.
Blodtryksbestemmelse giver en ekstra diagnostisk værdi, da de relevante resultater kan bruges til hurtigt og specifikt at gribe ind for at forbedre filtrationshastigheden igen.

Terapiordningen er baseret på flere søjler, som nogle gange anvendes helt eller delvist afhængigt af patientens grad og tilstand:

Søjle 1 repræsenterer infusionsterapi, hvor steril saltvandsopløsning administreres til patienten dagligt for at skylle nyrerne og fortynde urinstofferne - normalt brugt i fremskredne stadier, når patienten drikker for lidt.

Søjle 2 handler om at sænke blodtrykket, så nyrerne får mere tid til at filtrere giftstoffer fra. Det gøres med såkaldte ACE-hæmmere (f.eks. benazepril), som udvider blodkarrenes diameter lidt og dermed bremser blodgennemstrømningen. En væsentlig nyere mulighed er brugen af sartaner såsom den aktive ingrediens 'telmisartan', som også forhindrer tab af proteiner gennem nyrerne.

Søjle 3 består af en kost, der er så proteinfattig som muligt (lidt råprotein) - det svarer til en markant reduktion af andelen af kød i foderet. Selvom dette lyder ulogisk for en kødæder som katten, er dette et vigtigt byggemateriale, fordi affaldsproduktet 'urea' produceres, når de forbrugte proteiner forarbejdes. Men da dette ikke kan filtreres ud af blodbanen i tilfælde af nyreinsufficiens, virker en kødtung kost som en brandaccelerator. Det største problem er dog accepten af diætmaden, som desværre ofte foragtes, fordi det lave til ingen råprotein også mangler mange smagsbærere.
Fodring med såkaldt Våd- eller vådfoder er altid at foretrække frem for tørfoder, når der er konstateret nyresvigt for at fremme optagelsen af væske... selvfølgelig kun hvis patienten accepterer det, for "sult må ikke være en mulighed".

Søjle 4 er fosfathæmmere eller bindemidler. Disse præparater indgives oralt, når udskillelsen af fosfat via nyrerne ikke længere er garanteret, og det kan måles i blodet ved tilsvarende høje niveauer. Bindingen kan forbedre udskillelseshastigheden af fosfatet markant, og accepten er normalt ganske god, så længe patienterne stadig spiser godt.

Søjle 5 svarer til homøopati. Ud over præparatet 'Renes viscum' skal her nævnes den såkaldte SUC-protokol med komplekse remedier. Dette er en kombinationsbehandling med Solidago + ubiquinon + coenzymer. Som regel bruges protokollen som et supplement.

Hvad er prognosen for nyresvigt hos katte?

I modsætning til kronisk nyreinsufficiens er chancerne for helbredelse i den akutte form betydeligt dårligere. Dette sker dog hovedsageligt ved forgiftning med frostvæske eller liljer og kan påvirke enhver alder.
Som navnet antyder, er deres forløb normalt meget mere dramatisk og kan føre til døden inden for få dage eller endda timer - desværre endda under terapi.
En akut insufficiens af nyrerne kan dog nogle gange bedre regenereres end det meget hyppigere kroniske forløb... forudsat at behandlingen virkelig blev startet meget tidligt.

Til sidst vil jeg gerne påpege, at hvis din killing viser flere eller blot ét af de ovenfor beskrevne symptomer, skal du kontakte din dyrlæge ved næste konsultation.
Fra en alder af omkring 7 år giver det efter min mening også mening at få taget en blodprøve på din kat en gang om året - simpelthen så du ikke går glip af noget, for katte er desværre verdensmestre i at skjule symptomer. Derfor, hvis du er i tvivl, så vent venligst ikke længe og spild vigtig tid ved at observere.