Erik kessels: hemmelig sort hund
Gulnede og for længst glemte familiebilleder af helt fremmede – hvad andre betragter som værdiløst er Erik Kessels største passion. Den hollandske annoncør, kunstner og publicist gennemser loppe- og antikvitetsmarkeder rundt om i verden efter fotografier fra tidligere tider. På den måde har han reddet omkring 150.000 albums fra glemslen de seneste år. Hvad tiltaler ham ved de gamle fotografier? Billedernes ufuldkommenhed, de tekniske fejl og frem for alt historierne om de menneskelige hovedpersoner - og selvfølgelig også dyrenes.
Mr. Kessels, du har en usædvanlig hobby!
Åh, det tror jeg egentlig ikke. Billeder har altid interesseret mig. Men ikke kunsten at skyde dem selv. Jeg ser mere mig selv som en samler og kurator, der beskæftiger sig med billeder og fotografier.
Lad os tale om en af dine mest usædvanlige opdagelser, den sorte hund.
For omkring ti år siden slentrede jeg gennem et loppemarked i New York en morgen og så et fotoalbum, som straks interesserede mig. Desværre var en anden mand også efter den og pruttede med sælgeren om prisen. Jeg stod bag ham og kiggede ham over skulderen på albummet. Jeg kan stadig huske præcis, hvordan jeg tænkte: Jeg er absolut nødt til at have disse billeder. Heldigvis var de ti dollars for det gamle album for meget for den interesserede – og jeg slog til med det samme.
Hvad kan du se på billederne?
På cirka 80 procent af billederne – uanset om de er taget i haven, i sofaen eller foran en hvid væg – kan man se noget sort. Man undrer sig: en optisk illusion, et spøgelse eller et dyr? Ved første øjekast kunne jeg ikke sige det – og det gjorde mig nysgerrig. Men da jeg undersøgte billederne nærmere, blev jeg hurtigt sikker: det mystiske omrids er en sort hund, jeg har mistanke om en spids.
Og hvad er det præcis, der fascinerer dig så meget ved disse ildevarslende fotografier?
Jeg finder det ret bemærkelsesværdigt, hvor meget lidenskab, tålmodighed og vedholdenhed hundeejere - at dømme efter opførelsen af husene et amerikansk par - forsøgte at portrættere deres elskede kæledyr i tolv år. Uden succes! Lægger man de mange billeder side om side, som jeg gjorde dengang, har hele situationen noget nærmest mystisk over sig. Og det er altid sjovt: for eksempel billedet, hvor manden stryger en kæmpe sort plet. Eller en, hvor fruen i huset poserer ved siden af noget udefinerbart. Og lad os ikke glemme fotografiet, som viser hende engageret i en animeret samtale med, hvad der ser ud til at være en mørk trekant.
Det er også lidt overraskende, at parret ikke har lært af deres fotograferingsfejl efter så mange år, ikke?
Lidt, det er rigtigt. Men det er netop det, jeg er glad for. Når alt kommer til alt, kan enhver tage perfekte billeder af den slags, du ser i overflod på Instagram og Facebook i disse dage. Meget mere spændende er autentiske billeder som disse. Fotografier, der fortæller en historie.
Og hvilken historie fortæller de om den sorte hund?
En af to absolutte dyreelskere. Måske var parrets børn allerede gået hjemmefra, eller også var de barnløse. Men én ting er sikkert: Hunden var meget elsket og spillede den absolutte hovedrolle i de tos liv. Og på et tidspunkt nåede de også at fotografere deres skat. Det sjove er: Denne hændelse skyldes også en fejl. For på billedet, der viser hunden i haven foran huset, kan man endelig se dyrets ansigt. Men kun fordi billedet var fuldstændig overeksponeret.
Der er flere billeder af den sorte hund i Erik Kessels bog "På næsten hvert billede #9", som kan bestilles direkte hos kunstneren: http://www.kesselskramerpublishing.com/")
